Mere COPENHELL

COPENHELL Rock Academy

Hvad er COPENHELL Rock Academy?  

COPENHELL Rock Academy 2025 blev afholdt i november 2025. 18 tapre deltagere i alderen 13–19 år trådte ind i noget helt nyt uden at kende hinanden, men med åbent hjerte og plads til fællesskab. Det kræver mod at stille sig selv frem, mod at prøve og mod at blive en del af noget nyt. Og de gjorde de – med en styrke, varme og nysgerrighed, der ramte os lige i hjertet.  

 

Tak til Anni Klitmøller, som åbnede døren til lysteknik og gav deltagerne mulighed for at opleve, hvordan kreativiteten også udfolder sig bag scenen: En vigtig påmindelse om, at der findes mange veje ind i musikken, og at hver eneste funktion på et spillested er en del af liveoplevelsen.   

 

Tak til Heidi og Rikke fra Konvent, der med deres Q&A gav deltagerne et ærligt og stærkt indblik i livet som band. I delte jeres rejse mod scenen – både udfordringerne, sammenholdet og glæden – og I skabte et trygt rum, hvor alle spørgsmål var velkomne. Jeres ærlighed, autenticitet og power gjorde et kæmpestort indtryk og viste de unge, hvad mod og passion kan føre til.  

 

Tak til Paula Befrits, som lærte deltagerne stemmeteknik og gav dem redskaber til at finde, bruge og passe på deres stemme. Dine råd og din energi gav de unge tryghed og appetit på mere.   

 

Tak til Ditte Krøyer, der med sin fortælling om rejsen ind i musikken inspirerede og rørte mange. Dine ord om tvivl, mod, glæde og kærlighed til musikken satte sig i deltagerne – og du blev en rollemodel, der viste, at passion er den stærkeste drivkraft af dem alle.  

 

COPENHELL Rock Academy handler om mere end musik. Det handler om at opdage sig selv, turde at stå ved sin stemme – og finde fællesskaber, hvor man kan vokse.  

 

COPENHELL Rock Academy gennemføres med støtte fra Københavns Kommune – tusind tak for at gøre det muligt at skabe plads til unge talenter og musikalsk mangfoldighed.   

 

Tak til HUSET og VEGA for at skabe rammerne om årets COPENHELL Rock Academy.  

 

Vi glæder os allerede til næste år!   

 

Hvorfor laver vi COPENHELL Rock Academy? 

COPENHELL ser en stor mulighed for at være med til at skabe et åbent rum for unge kvinder og andre kønsminoriteter, der gerne vil finde vej til rock- og metalscenen. Hvad enten om det er som musiker eller en af de mange roller bag scenen, vil COPENHELL sætte fokus på, at det er en mulighed for alle, uanset hvem du er.  

COPENHELL Rock Academy giver deltagerne et indblik i flere af musikbranchens grene og vækker appetitten på at arbejde videre med lige netop det, der interesserer deltagerne mest.   

Derfor sætter vi fokus på diversitet med en årligt tilbagevendende weekend for piger og kønsminoriteter i alderen 13-19 år, der fokuserer på musikbranchen og rock- og metalkulturen. COPENHELL Rock Academy skaber rammerne om nye fællesskaber og opbygger et solidt vidensgrundlag for deltagerne, der bliver inspireret til at udforske rock- og metalscenen sammen med andre nysgerrige.  

Her oplever vores modige deltagere workshops, koncerter, fællesskab og networking med forskellige perspektiver på mulighederne inden for musikbranchen.  

 

Hvad siger vores tidligere deltagere?  

+ “Det er godt nok svært at vælge én ting… Det var så godt sat op, fællesskabet var herligt, sjove opgaver og god underholdning. Jeg kan mærke en forskel i mit perspektiv omkring nogle ting. Jeg lærte en del om musikbranchen, hvilket jeg er virkelig taknemmelig for. Tak til alle der tog sig tid til at arrangere denne begivenhed.  

+ “Det var virkelig fedt at kunne deltage! Ville elske at gøre det igen men forstår godt at andre skal have chancen for at prøve også 😊“  

+ “Fællesskabet. Alle var så søde og det var megafedt at møde andre unge med den samme interesse som en selv 😊 

+ ”Megafedt! Jeg har selv aldrig været til en metalkoncert, så det var megafedt at prøve.” 

+      ”At møde en masse søde nye mennesker og være et sted, hvor man følte, at man passede ind.” 

+      ”Jeg har rigtig svært ved at vælge. I sidste ende synes jeg, at det bedste ved hele weekenden var, at man virkelig kunne mærke, at alle de voksne (både foredragsholdere og ansvarlige) var megapassionerede i forhold til at hjælpe os godt på vej. Jeg er helt overbevist om, at jeg vil få et rigtig konstruktivt og hjælpsomt svar, når jeg på et tidspunkt i fremtiden rækker ud til dem.” 

+      ”Jeg er utroligt taknemmelig for mit ophold på Rock Academy. Jeg føler, at jeg har fået en kæmpe forlomme i miljøet.” 

 

Skal vi komme forbi din skole, arbejdsplads eller efterskole og fortælle mere? 

Vi vil meget gerne komme forbi og give et oplæg til jeres elever. Her kan vi give et indblik i, hvad COPENHELL Rock Academy indebærer – og måske kommer nogle af de næste deltagere på Rock Academy fra lige netop jeres skole?  

Henvendelser vedrørende dette til rockacademy@copenhell.dk 

Information til deltagerne 

Hvad skal vi lave I weekenden? 

Vi starter fredag kl. 16:00, hvor I ankommer og finder jer til rette i HUSET-KBH. Herefter fortæller COPENHELL-holdet om, hvem vi er, og hvad vi skal i løbet weekenden, samt hvad Rock Academy er. Vi bruger fredagen på at lære hinanden at kende og skabe et trygt rum for hinanden. Om lørdagen har vi workshops – som kan skifte fra år til år. I 2024 havde vi en lystekniker-workshop, der handlede om lysdesign under koncerter.  

Et fast inventar på vores Rock Academy er også en workshop med fokus på at growle. Endelig har vi været så heldige, at Konvent, der har været med i de seneste tre år, kommer og deler deres erfaringer som band og fortæller om, hvordan man ender dér.  

Vi slutter lørdagen af med en koncert, hvor alle deltagere kan få et nærmere indblik i bandet, lydprøverne og deltage i moshpitten foran scenen. Søndag har vi opsamling og bruger formiddagen på få feedback, så vi hele tiden kan forbedre Rock Academy og sikre, at alle får en god oplevelse. Vi slutter kl. 12:00 om søndagen. 

   

Hvornår er det? 

Vi afholder Rock Academy i sidste weekend i november. I 2026 bliver det igen i november i København – datoer bliver offentliggjort her på siden. Der er i løbet af hele weekenden tre voksne til stede, som har ansvaret for alle deltagerne.  

 

Hvem må deltage? 

Du må deltage i Rock Academy én gang, hvis du er pige eller kønsminoritet i alderen 13-19 år.  

 

Hvad er inkluderet? 

Al kost og logi er inkluderet. Vi bor på Danhostel ved Langebro på fælles sovesale. De voksne bor der også, men på andet værelse. Transport til og fra Rock Academy er for egen regning.  

 

Skriv gerne direkte til rockacademy@copenhell.dk, hvis du har spørgsmål til arrangementet.   

 

Skru op for nyhederne

COPENHELL leverer headliner-afsløringer, insiderhistorier og metalnyheder direkte i din indbakke