OM COPENHELL
EN FESTIVAL FOR ALLE
EN FESTIVAL FOR ALLE
COPENHELL er en festival, der hylder metal- og rockkulturen. Den respekterer fortiden, repræsenterer nutiden og baner vejen for fremtiden. Den er kendetegnet ved enormt stor respekt for de bærende kræfter, der igennem årtierne har været med til at skabe og opbygge den hårde musikscene, et stærkt fælles ønske om at lægge scener til nutidens aktuelle bands og ikke mindst at være med til at støtte fremtidens talenter og hjælpe dem med at slå igennem.
COPENHELL giver plads til alt fra nystartede hjemlige bands til store internationale navne. Festivalen er en afspejling af den hårde musiks udvikling og serverer hvert år et knivskarpt kurateret udvalg af musikoplevelser, som både appellerer til dem, der vil opleve de helt store profiler live, og dem, der vil opleve det helt nye og ukendte.
Uanset om du er født med en battlevest på og headbangede, før du kunne kravle, eller om du aldrig nogensinde har været på en festival før, er du velkommen på COPENHELL. Det er stedet, hvor alle generationer mødes i deres fælles kærlighed til den hårde musik og kultur. På COPENHELL er der plads til alle, der begiver sig gennem helvedesporten for at opleve en rock- og metalfestival i international klasse på sortsvedet dansk jord.
VILDE OPLEVELSER
VILDE OPLEVELSER
Hård rock og heavy metal er musik, man slår sig på – bogstaveligt talt! Enhver, der har prøvet at deltage i en buldrende moshpit, hvor hundredvis af mennesker kaster sig rundt i én stor hob af euforisk begejstring, eller oplevet en Wall of Death, der smadrer sammen som to skotske højlandshære, kan bekræfte, at det er vildt!
Det er heldigvis også en helt valgfri oplevelse, for på COPENHELL kan alle nyde musikken på lige præcis den måde, de selv vil. Vi plejer at sige, at COPENHELL er festivalen, ”hvor du godt må” – naturligvis med så meget respekt for de andre festivalgæster som muligt.
Den hårde musik er vokset ud af et utal af subkulturer, som historisk set har stået i modsætning til mainstreamen. I dag er den for længst blevet mainstream, og vi hører den i alt fra store Hollywood-film til dansk morgen-tv, og mængden af festivaler dedikeret til rock og metal overalt i verden er svimlende.
Men det er stadig også musik, der provokerer og udfordrer normer. Rock- og metaluniverset favner meget bredt med musik, der stiller insisterende spørgsmål og stikker fingeren ned i ømme nerver og trykker til – eller bare musik, der er fræk, uprætentiøs eller upassende.
Lyden er ofte rå og kompromisløs, tekstuniverserne er typisk vilde og onde, og sceneshows kan indeholde provokerende symbolik og adfærd. Den hårde musik vækker både følelser og tanker og ledsages ofte af den kontroversialitet, der historisk har fulgt i kølvandet på den.
Det er alt sammen en del af de hårde genrers historie og udvikling, og vi byder det meste velkommen på COPENHELL – også bands, der i dag kan opleves som mindre moderne i deres udtryk. Seriøsiteten går hånd i hånd med selvironien i rock- og metalkulturen, som er fyldt med humor og indforståede referencer, og ofte udfordrer autoriteter og normer.
Vi kan med andre ord ikke garantere, at ingen bliver stødt på manchetterne over scenekunst, de oplever på COPENHELL. Samtidig ønsker vi heller ikke, at det hele bliver alt for renskuret og ufarligt. Musikken skal have lov til at prikke til fordomme og skubbe til grænser, og musikerne skal have friheden til at gøre det.
COPENHELL er i dag en af Danmarks største musikfestivaler og giver derfor også rig mulighed for i løbet af alle fire festivaldage at søge alternative oplevelser andre steder på festivalpladsen, hvis du på forhånd ved, at et bestemt band nok ikke lige er din kop te.
MANGFOLDIGHED OG TRYGHED
MANGFOLDIGHED OG TRYGHED
Målet for enhver musikfestival er at arbejde hårdt på at sikre, at festivalgæsterne har det så godt som overhovedet muligt. COPENHELL er i dag en af Danmarks allerstørste musikfestivaler, og det både forpligter og skaber udfordringer.
Vi har et kæmpestort ansvar for at give vores gæster en sikker festivaloplevelse og for holde fast i og videreudvikle den gode kultur, COPENHELL er bygget op omkring. Det gør vi blandt andet med vores Safe & Sound-initiativ, som med fokus på mental sundhed hjælper festivalgæster med akutte problemer, der ikke kan løses af samaritterne.
På COPENHELL tolererer vi ingen former for chikane eller hadefuld tale – overhovedet. Vi modererer løbende hårdt i vores kanaler online for at skabe sikre digitale rum, der er præget af konstruktive samtaler, og under selve festivalen tager vi alle henvendelser herom meget alvorligt.
Vi opfordrer hele året rundt alle festivalgæster til at respektere og tage hensyn til hinanden og hjælpe os med at sikre, at COPENHELL er et rart sted for alle at være. Særligt også for neurodiverse personer eller andre, der af forskellige årsager har svært ved at opholde sig blandt så mange mennesker, når de skal ud og nyde musikken.
COPENHELL har været ude på en lang rejse, og både selve festivalen og vores forskellige spin-offs er under konstant udvikling. When COPENHELL Freezes Over bruger COPENHELL-platformen som affyringsrampe for nye bands, der er klar til at skyde sig til tops både herhjemme i Danmark og ude i resten af verden. COPENHELL Rock Academy hjælper unge kvinder og non-binære med at danne fællesskaber og komme i gang med at spille hård musik. Nørduniverset COPENHELL Con har været en bragende succes på festivalen, hvor det giver publikum helt nye oplevelser og fordybelse mellem koncerter. Og derudover tilbyder vi en formidabel oplevelse på det populære årlige og traditionsrige COPENHELL Metal Cruise, hvor vi sejler både bands og musikfans til Oslo og tilbage igen på Oslobåden.
FÆLLESSKABERNE I FÆLLESSKABET
FÆLLESSKABERNE I FÆLLESSKABET
COPENHELL er meget mere end bare en årligt tilbagevendende musikfestival. Det er et stort og mangfoldigt fællesskab og en stærk kulturel drivkraft. Alle os, der arbejder med festivalen, mærker det pragtfulde sus af samhørighed, hver eneste gang vi ser en anden med en COPENHELL-trøje på, hvad enten det er på gaden, i en bus, på en ferie eller i fjernsynet.
Vi er legio – og der er bare intet som det skæve smil, blinket med øjet og de diskrete horn, der udveksles mellem festivalfans, der møder hinanden ude i offentligheden. Vi mærker også denne helt særlige ånd hos publikum på festivalpladsen, og vi bliver evigt taknemmelige over den hensynsfuldhed, vi år oplever hvert år.
COPENHELLs publikum er en kæmpestor udstrakt familie, der ligesom en rigtig familie rummer et væld af forskellige holdninger, erfaringer og livssyn, som vi skal kunne enes om at være uenige om, når det kræves.
COPENHELL repræsenterer derfor meget bredt både musikalsk og kulturelt. Vi ved, at vi ikke kan gøre alle tilfredse, og det er heller ikke vores mål. Vi tilbyder ikke en hel festival med kun det mest giftige og ondskabsfulde black metal, der kan hives ud af mørket. Omvendt vil vi heller ikke erstatte alt det hårde og ekstreme med blødere rock for at tækkes et bredere publikum. På COPENHELL får gæsterne det hele og dermed mulighed for at søge både velkendte og nye oplevelser.
Festivalgæsterne danner hele tiden nye fællesskaber og interessegrupper, og der breder sig en forståelse af, at alle tager ud og oplever musikken på deres helt egen måde. Vi gør det alene, i par, i grupper. Nogle larmer og giver den fuld gas, andre tager det helt stille og roligt. Grupper af kvinder skaber imødekommende og stærke fællesskaber, som giver flere og flere mod på at komme ud og opleve musikken og kulturen live. Der er plads til det hele.
COPENHELL-publikummet er med andre ord ikke en homogen masse. Det er en mangfoldig samling af musikentusiaster, der alle kan nyde godt af, at den hårde musikkultur bliver åbnet for endnu flere mennesker og nye oplevelser. COPENHELL er ikke en lukket fest. Vi rummer også udenforståendes nysgerrighed, og vi får hvert år besøg af folk, der kommer på festivalen for første gang – og som går derfra med kæmpestore oplevelser og lysten til at tage skridtet videre og selv blive en del af kulturen.