OPLEV COPENHELL CON 2026
COPENHELL slår for femte gang dørene op til COPENHELL Con: Festivalens bankende nørdhjerte, som byder på underholdning og gode grin, eftertænksomhed og fordybelse, ro og masser af hygge mellem alle de vilde koncerter.
COPENHELL kan allerede nu blænde op for intet mindre end 12 spændende shows på COPENHELL Con-scenen, der byder på alt fra akademiske debatter til spændende personlige fortællinger og underholdende dyster – læs nærmere om alle de offentliggjorte sceneshows længere nede.
Ud over de spændende sceneshows byder COPENHELL Con på boder med spil, smykker og alskens nørdudstyr, brætspil, arkadespil, escape room, festivalsminke og meget andet. Det fulde overblik over underholdning og aktiviterer – samt endnu flere sceneshows – følger inden for de kommende måneder.
–
Gudinder, vølver og jættekrigere – kvinderne indtager den nordiske mytologi
Forsker i nordisk mytologi og sagaer Annette Lassen kaster lys over kvindernes glemte plads i sagaernes verden, mangaskaber Frederikke Tornager (Gunhild) fortæller om at bringe ildjætter og nordiske gudinder til live i mangaform, og forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen (Vølvens vej) deler sin passion for poesi, magi og ikke mindst dværgekvinder, kvindelige jættekrigere og en enkelt dødsgudinde i litteraturen.
Fra Pig Squeal til Pumba
Stemmen bag elskede tegnefilmfigurer som Yoda, Pumba, Grislingen, Sorte Per og mange flere, Lars Thiesgaard, mødes på COPENHELL Cons scene til en samtale med sanger og underviser Paula Befrits, der i mere end 20 år har coachet sangere og ekstreme vocalists fra hele verden, især folk fra rock- og metalmiljøet.
Fra Herredet til Helvede – Tolkien i tunge riffs og filmmusik
En musikalsk rejse gennem Midgård, fra Herredets grønne bakker til Mordors mørke metalklange, hvor sangerinde og fantasyentusiast Silja Okking og Tolkien-oversætter Jakob Levinsen holder et helt unikt musikfordrag, hvor Howard Shores storslåede filmtemaer møder rockens og metallens rå fascination af Ringenes herre.
Den gode død
Idéen om ”den gode død” er en både eksistentiel, medicinsk og etisk tanke, der går igen på tværs af kulturer overalt i verden og op gennem historien, lige fra antikken og religionens ritualer til det moderne sekulære menneskes forhold til døden. Men hvordan lærer man at dø godt? Hør mere om det i en samtale mellem Sille Kongstad, indehaver af Bededamerne, Brian Arly Jacobsen, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og Emma Helledie, afdelingslæge på Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital og bestyrelsesformand i Dansk Selskab for Palliativ Medicin.
SUPER SATIRE (S)MASH: The Simpsons vs. South Park
Hvem er kongen af animeret anarki: The Simpsons eller South Park! I det gule hjørne står Peter Trier Aagaard – dedikeret The Simpsons-, wrestling- og hip-hop-ekspert – klar til at forsvare Homer, Marge og resten af Springfield-klanen med sarkasme og sjæl. I det brune hjørne venter rapper og popkulturkommentator Kasper Fresco, kendt fra tv og radio, der med South Park-skarphed og barske punchlines vil bevise, at Cartman og co. stadig styrer showet, mens DJ Noize sørger for den helt rigtige underlægningsmusik til de vanvittige løjer.
Crash – Den danske Star Wars
Den ambitiøse tv-serie Crash landede med et brag i 1984, hvor danske nørder i alle aldre kunne følge den magiske historie om drengen Birger, der sammen med pigen Iris fløj ud i universet med sit eget værelse som rumskib – styret med en skrivebordslampe og en kassettebåndoptager – i jagten på det forsvundne eksemplar af tegneserien Thunderboy. Mød Lars Ranthe (Birger) og Jeannie Mortensen (Iris) til en samtale om alle de gode minder fra dengang.
Den ultimative tegneudfordring – Valhalla møder royale forviklinger
Du skal helt op foran, når blækket flyder, og tegneseriens stridsmestre forenes i et spektakel af streger, idéer og improvisation. Legendariske Peter Madsen (Valhalla) teamer op med storslåede Karoline Stjernfelt (I morgen bliver bedre-trilogien) og vil sammen med publikum live skabe de vildeste tegnede kreationer med inspiration fra COPENHELLs helt særlige stemning.
Bryster, blod og bias
Dette foredrag opruller biologiske kvindekroppes status i lægevidenskaben, og hvordan mandekroppen fra lægevidenskabens begyndelse har været standarden for udforskningen af mennesket. Men hvordan formidler man en biologisk ulighed i en polariseret kønspolitisk kontekst? Ella Paldam, vicedirektør og formidlingschef på Science Museerne og forsker i samskabelse og læring, fortæller, hvordan videnskabelige data, kunst og oprigtig interesse i at få den unge generation i tale er svaret.
Anton LaVey – Den første satanist
Det er svært at sige metalmusik uden at sige Satan. Og det er svært at sige Satan uden at sige Anton LaVey.
Som forfatter til den satanistiske bibel og stifter af Den Satanistiske Kirke er han på mange måder manden bag den moderne satanisme, men alligevel fylder den røde djævel med trefork og horn meget lidt i historien om Anton Szandor LaVey. Hør Vanvittig Verdenshistories gennemgang af en af den okkulte histories mest særprægede og dragende personer.
Tro eller tvang
Kom til en tankevækkende samtale om tro, kontrol og frigørelse. Komiker og forfatter Natasha Brock og korleder Claus Christensen fortæller om deres opvækst i henholdsvis Mormonkirken og Pinsebevægelsen, og om den lange vej ud af religiøse fællesskaber, der formede hele deres verdensbillede. Hvor går grænsen mellem tro og tvang, mellem skyld og frihed, mellem satanisme og næstekærlighed? En ærlig, modig og dybt menneskelig samtale om at finde sig selv – efter troen.
Halløj med ninjaerne – Fra de dårligste til de vildeste ninjafilm nogensinde
Der er dumme grin, nostalgi, overraskelser og masser af filmklip, der bevæger sig fra Enter The Ninja og American Ninja til Teenage Mutant Ninja Turtles og helt ud i VHS-galskaben. Filminstruktøren Ask Hasselbalch, skuespilleren Sonny Lahey, filmørden Niels Paridon, filmjournalisten Casper Christensen og gæsteeksperten Myre Elisabeth Michaelsen kommer med skarpe observationer og kærlighed til ninjagenren.
Alt på ét bræt
Efter en forrygende afslutning på COPENHELL Con 2025 vender vores ”Alt på ét bræt”-gameshow tilbage i 2026 med ny quizunderholdning til brætspilsbegejstrede festivalgæster – og denne gang gætter publikum med! Glæd dig til en underholdende dyst på pap-paratviden, urimeligt obskure nørdfakta og mærkelige regelmekanikker, hvor publikum bliver delt op og knyttet til en af de tre deltagere på scenen, som skal hjælpes sikkert gennem strabadserne. Terningen er kastet – vi ses til nørdquiz!
