Skip to main content

Den 1. februar får publikum nøglerne til underverdenen, når When COPENHELL Freezes Over slår porten op til helvedes hovedstad med tonstunge riffs og mørke toner. 

When COPENHELL Freezes Over er et samarbejde mellem COPENHELL, VEGA og MXD. Aftenens seks bands er nøje udvalgt, fordi vi mener, at de er morgendagens stjerner og har det, der skal til for at slå igennem i udlandet. En lang række internationale branchefolk er inviteret og vil være på plads i VEGA for at overvære koncerterne, og måske bliver de nye BAEST eller Volbeat opdaget lige præcis på denne aften.

Dunkle kræfter er på spil, når When COPENHELL Freezes Over sender publikum ned gennem helvedes spiral af altomsluttende mørke i audiens med djævlen og tunge og buldrende toner. Forbered dig på at blive revet rundt med musik af den allerhårdeste kaliber med internationalt potentiale.

Den danske kvintet LIVLØS er aktuel med deres nyeste album ”The Crescent King”. Albummet leverer 10 bundsolide sange, hvor tonstunge riffs tager livtag med lytterne og fører dem ud på en rejse med magt, vildfarelse og fortvivlelse som tematiske klangbund.
Bandet har lige afsluttet deres første internationale turné og viser ingen tegn på at sætte farten ned. Ligeledes var tempoet højt, da LIVLØS triumferede på COPENHELL i 2023, og nu er de med led dobbeltpedal og ”The Crescent King” som galionsfigur for deres højenergiske liveshow klar til at slippe deres hæsblæsende univers løs på scener i både ind- og udland.   

Jernhårde sangtitler som “FUCK YOU INCEL” og “CUNT WAR” pryder albumaktuelle VULVATORIOUS’ nyeste tilføjelse til diskografien. ”Vulvatorious” er metalbandets selvbetitlede album, der blev løftet fra helvedes inderste ring og op i lyset tidligere i år og høstede et hav af fænomenale anmeldelser fra bl.a. GAFFA og Politiken. 
VULVATORIOUS tvang dette års COPENHELL i knæ med blod, sved og skrækindjagende riffs, og bandet hamrede det internationale potentiale fast med syvtommersøm.

Ætsende toner flyder fra 802’s genrevridende smeltedigel af heavy metal, shoegaze og 80’er-pop, der skaber et fremadstormende lydunivers med synthesizere, ørehængende hooks og progressive trommer med tung metal-distortion.
802 triumferede i år på COPENHELL og er nu for alvor klar til at etablere sig som et internationalt livenavn. Trioen har allerede spillet på The New Colossus Festival i NYC, og deres single “My Girl” havde premiere på det amerikanske musikmedie BrooklynVegan.

Voldsomme toner roterer i KŌYAs hvirvelvind af post-hardcore, black metal og shoegaze. De danske tempospecialister har med lynets hast hugget deres navn ind i den danske metalscene med deres seneste EP, ”Fragments”.
KŌYA knuser lydmuren med deres væld af genrer og atmosfæriske elementer i et univers af dunkel og dyster skandinavisk charme, hvor knyttede næver bliver forenet med et glimt i øjet. 

Enorme musikalske kræfter er på spil, når GRADIENCE blænder op for deres sammensmeltning af trap-rap, black metal, metalcore og deathcore. Den nye danske duo har med deres EP ”Ironsight” begået en samling af numre, der både flår lytteren midt over i en overflod af soniske tæsk og rusker op i følelsesregisteret.
Singlen “The Abyss” blev lovprist af et af verdens største metalmagsiner, METAL HAMMER UK, med ordene: "Black metal has evolved immeasurably since the term was coined by Venom over 40 years ago, yet it's always astounding when you find something utterly unique within the genre's confines. Gradience are exactly that, the Danish duo mixing hip hop and explosive black metal with both elements delivered to the highest quality. If the rest of the Ironsight EP is this good, this band will be ones you can't afford to miss."

Lydlussinger en masse står i kø hos GUTTURAL DISGORGE, når bandet fra Aarhus åbner porten ind til deres slamming death metal. GUTTURAL DISGORGE har med inspiration fra bands som Bolt Cutter og Peeling Flesh gjort det til deres mission at udbrede slam-genren på den danske metalscene. I løbet af 2024 har bandet ikke blot udgivet én, men hele to EP’er på bedste DIY-manér – først ”Enthralled By Mutilation ”og siden ”The Slamputation Tapes”. 

Fakta om koncerten:
When COPENHELL Freezes Over (DK)
Lørdag d. 1. februar 2025 kl. 20:00
VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 200 kr. + gebyr.
Billetsalget starter i dag via vega.dk, livenation.dk og Ticketmaster.