COPENHELL kan i dag blænde op for de otte bands, der optræder på festivalens nye Boneyard-område til sommer. Glæd jer til at opleve Sewer Haul, Planet Y, Grava, A Mess, Commie Cowboys, Woes, Hard Lessons og Puke Wolf for fuld udblæsning, når de spiller lige ud i hovedet på jer fra vores lille containerscene. Der bliver delt lussinger ud med alt fra goregrind og punkrock til hardcore og sludge – kom forbi og nyd vildskaben!
Onsdag – A Mess / Hard Lessons
Torsdag – Sewer Haul / Commie Cowboys
Fredag – Planet Y / Woes
Lørdag – Puke Wolf / Grava
Koncerttidspunkter bliver meldt ud, når vi kommer tættere på festivalen.
Sewer Haul
Et to mand stort goregrindband, der kravlede op fra de danske kloakker i 2023. Mere møgbeskidt kan det næsten ikke blive, når lyden af smadrede riffs og grim skraldespandslilletromme flår indvoldende rundt.
Planet Y
Catchy, pogo-venligt og tight som en knytnæve. Planet Y består af erfarne kræfter fra Københavns undergrund, som mødes i inspirationen fra lige dele klassisk 70’er-punk og 00’ernes melodiske K-Town-lyd. Deres personlige og dystopiske tekster fremstår som trodsige kampråb mod autoriteter og leveres med en insisterende energi, du umuligt kan stå stille til!
Grava
Grava spiller knusende tung og atmosfærisk sludge metal. Lydbilledet er blanding af afgrundstunge guitarriffs, pulserende baslinjer og dommedagstrommer, som tørner sammen med to møgbeskidte vokaler.
A Mess
A Mess er rock n’ riot grrrl bevæbnet med elguitar og et arsenal af fængende hooks, catchy melodier og en ”don’t give a fuck”-attitude – som hvis The Breeders havde avlet Wet Leg og overladt opdragelsen til Pussy Riot.
Commie Cowboys
Commie Cowboys er et punkrock-band fra miljøet omkring Ungdomshuset i København, som er genopstået efter længere tids pause. Med en stil, der er inspireret af de gamle hardcorebands fra USA i 80’erne og en solid dosis Motörhead er der ingen floskler, unødige toner eller anden ligegyldighed. Hurtigt, hårdt og helt ind til benet!
Woes
WOES spiller kompromisløs skandinavisk mørkehardcore med elementer fra crust-punk, post-hardcore og emoviolence. Musikken er inspireret af den nordiske naturs møde mellem skønhed og ubarmhjertighed.
Hard Lessons
Det aalborgensiske hardcorecrew Hard Lessons kommer med en kompromisløs ”kick ass and chew bubblegum”-attitude. De rammer publikum hårdt med et solidt og effektivt lydangreb, der kan sende en pit fra 0 til 100 på kun få sekunder!
Puke Wolf
Puke Wolf er emotionel post-hardcore fra Aarhus, der insisterer på at omsætte frustration, lede og desperation til en sonisk eksplosion. Musikken balancerer på grænsen mellem det kaotiske og det kontrollerede, hvor støjende aggression og melankolsk skønhed mødes i en konstant spænding. Alle tre medlemmer skriger og råber med hver sin stemme. Det må godt gøre ondt!