FÅ COPENHELL-ARMBÅND PÅ FØR FESTIVALEN  

Kom til Onkel Dannys Plads i København i dagene op til COPENHELL for at få dit festivalarmbånd på, mens du hører hård livemusik og besøger vores nye metaltøjskirkegård, hvor dit gamle kluns kan genopstå fra de døde.

COPENHELL afholder traditionen tro præevents i de fire dage op til årets festival fra den 20. til den 23. juni. Her påsættes alle festivalarmbånd – også til frivillige! – og der vil både være mulighed for at købe spritnyt COPENHELL-merchandise, nyde masser af herlig festivalstemning og naturligvis også svinge garnet til hård musik.

Som noget nyt kan alle besøgende i år også gå på opdagelse i vores nye Cemetery Closet – en kirkegård for glemt merchandise, døde bandtees og slidte battleveste, der både kan byttes og genoplives med en omgang metal-nekromantik:

Gravedigger’s Market – gratis byttemarked og upcycling, hvor du kan medbringe dit aflagte metaltøj, så det kan få nyt liv i andres garderober, og finde nye (gamle) ting til din egen

Battle Workshop – få syet patches på din vest i bytte for horn, god stemning og store smil

Bring It Back to Life – giv dit gamle metaltøj nyt liv ved at få det syet om til alt fra huer og totebags til nederdele og nye pasformer

Alt i Cemetery Closet er ganske gratis – men vi forbeholder os retten til at sige nej til opgaver, vi ikke kan nå, overleve eller stå inde for.

Her følger en oversigt over åbningstider på de enkelte dage – bemærk, at der lørdag den 20. juni og søndag den 21. juni er åbent fra kl. 12:00 til 20:00, mens der mandag den 22. og tirsdag den 22. er åbent fra kl. 14:00 til 20:00:

 

Lørdag den20. juni:

Åbningstid – 12:00-20:00

Bands:

Kl. 16:00 – Advocacy

Kl. 18:00 – S33X

 

Søndag den21. juni:

Åbningstid – 12:00-20:00

Bands:

16:00 – Lucid Grave

18:00 – Vidnet

 

Mandag den22. juni:

Åbningstid – 14:00-20:00

Band:

17:00 –Spade

 

Tirsdag den23. juni

Åbningstid – 14:00-20:00

Band:

17:00 – Foot To Face

 

Vi anbefaler alle festivalgæster at komme og få sat armbånd på før festivalen fra lørdag den 20. juni og til tirsdag den 23. juni, da det letter betydeligt på ekspeditionstiden ved indgangen til festivalpladsen.

 

 

Skru op for nyhederne

COPENHELL leverer headliner-afsløringer, insiderhistorier og metalnyheder direkte i din indbakke