Skip to main content

COPENHELL tilføjer i dag LIMP BIZKIT, MR. BUNGLE, STEEL PANTHER, BODY COUNT, CHELSEA WOLFE, EIVØR, NIGHT VERSES, THE SCRATCH, TWIN TEMPLE, 802, DEATHBYROMY, HULDER og UNTIL I WAKE til 2024-plakaten og bringer dermed det samlede antal offentliggjorte bands til næste års festival op på 56 – indtil videre!

Hip-hop, metal og alternativ rock var den effektive cocktail, der omkring årtusindskiftet sendte amerikanske LIMP BIZKIT mod berømmelsens tinder som et af de mest toneangivende bands i den bølge af nu-metal, der skyllede ind over verden for omkring 25 år siden. Musikalsk innovation og en strøm af kontroverser har gennem tiden gået hånd i hånd for bandet, der gennem årene har bevaret deres relevans som oprørsk og selvironisk rockband med guitarspil i topklasse fra Wes Borland og den karakteristiske rapvokal fra den karismatiske frontmand Fred Durst. Der bliver slået op på en vigtig side i musikhistoriens og populærkulturens store bog, når gruppen for første gang nogensinde besøger COPENHELL i 2024 – og med statsgaranti starter en af de vildeste publikumsfester nogensinde!

Californiske MR. BUNGLE er indbegrebet af eksperimentering og innovation – og ikke mindst musikalsk kvalitet fra øverste hylde. Den uendeligt karismatiske vokaltroldmand Mike Patton står i front for en besætning, der tæller metallegender som Scott Ian og Dave Lombardo, og bandets vilde, energiske musik spænder bredt over alt fra rock og metal til jazz og ska. Efter en længere pause udgav gruppen i 2020 deres fjerde album, ”The Raging Wrath of the Easter Bunny Demo”, som var en tilbagevenden til rødderne i thrashmetal. En koncert med denne gruppe minder ikke om noget som helst andet: Forvent det uventede – og underholdning i absolut særklasse.

STEEL PANTHER indtog COPENHELL med deres barokke sceneshow i 2018, og de skrupskøre amerikanere er nu klar til at vende tilbage til festivalen med deres svært underholdende liveoptræden. Alt, bandet foretager sig, er gennemvædet af stor selvironi og parodisk satire over både bandet selv, de hårde musikgenrer og hele den kultur, der gennem historien er opstået omkring dem. Deres underholdende pastiche over 80’ernes glam metal understøttes af virkelig kompetent musikalsk arbejde og ikke mindst forsanger Michael Starrs imponerende vokal.

Den amerikanske rapper Ice-T startede BODY COUNT i 1990, og bandet har lige siden dengang været kendt og berygtet for dets kontroversielle og aggressive tilgang til musikken. Rap og heavy metal kombineres i en sprængfarlig sammensmeltning, der gennem tiden har udfordret og trykket fingeren hårdt ned i ømme nerver. Bandet er dog også kendt for deres musikalske formåen og har for længst bevist, at de er langt mere end bare en provokerende parentes i musikhistorien, men en af de bærende kræfter inden for rap/metal-crossovergenren, som er i stand til hele tiden at forny deres lyd og levere medrivende liveshows.

CHELSEA WOLFE er en helt unik musiker på den alternative musikscene, der er kendt for sin særegne stemme og eklektiske blanding af genrer, der spænder fra både goth og doom metal til elektroniske stilarter. Hun slog igennem med debuten ”The Grime and the Glow” i 2010, som blev efterfulgt af en række kritikerroste udgivelser, blandt andet ”Apokalypsis” i 2011 og ”Pain Is Beauty” i 2013. Tekstuniverset er dystert og melankolsk, og liveoptrædenerne fremmaner hypnotiske lydlandskaber, der effektivt kombinerer det smukke og det skræmmende i en atmosfærisk totaloplevelse.

EIVØR er en fremtrædende færøsk sanger og sangskriver, hvis musikalske repertoire spænder over et meget bredt udvalg af genrer. Hun udgav sit første album, ”Eivør Pálsdóttir”, som teenager i 2000, og hun har siden dengang rakt ud til et stadigt større internationalt publikum med sine stærke sange og formidable stemme – og ikke mindst sine bidrag til tv-serien ”The Last Kingdom” og computerspillet ”God of War: Ragnarök”. Musikken er en uhyre stemningsfuld kombination af færøsk folkemusik og elektroniske elementer med skiftevis færøske og engelske tekster og hendes dragende vokal i fokus.

Amerikanske NIGHT VERSES har huseret på den progressive metalscene siden debutudgivelsen ”Lift Your Existence” i 2013. De har i de seneste ti år konstant udforsket grænser for både post-rock og eksperimenterende metal med komplekse lydlandskaber, masser af passion og stor teknisk dygtighed. Det er musik, der rører ved både sind og hjerte med kunstnerisk innovation og et stærkt emotionelt præg.

COPENHELL genlyder i fire fulde dage af lyden af fræsende elguitarer, men Dublin-kvartetten THE SCRATCH trækker i en helt anden retning. De fleste af bandets medlemmer spillede tidligere i metalbandet Red Enemy og valgte efter dets opløsning at kaste sig over et musikprojekt, der var meget mere personligt for dem. Resultatet blev denne kreative busking-kvartet, der spiller noget, der bedst kan karakteriseres som progressiv keltisk-irsk folk rock – udelukkende på akustiske instrumenter!

TWIN TEMPLE leverer en spændende nyfortolkning af den okkulte rock med en meget distinkt lyd, der fusionerer elementer fra rock’n’roll, 50’ernes og 60’ernes doo-wop og blues med et mystisk, gotisk twist. Bandet har med deres originalitet og teatralske liveoptrædener skabt bølger på den alternative musikscene med deres spændende fusion af retrolyd og moderne elementer.

802’s frontmand Andreas Asingh har tidligere arbejdet med hiphop, men flyttede hjem til Djursland og startede sammen med et par musikere fra den lokale metalundergrund en trio, der kombinerer metal, fuzz og distortion, synthesizere og en drømmende vokal i et helt specielt lydbillede. Bandet leverede en overbevisende koncert på COPENHELL Metal Cruise 2023 og kan nu også opleves på COPENHELL 2024.

Bag kunstnernavnet DEATHBYROMY gemmer sig den amerikanske singer-songwriter Romy Flores, som er blevet kendt for sin dybt personlige, hudløst ærlige og dybt kreative musik. Lydbilledet spænder over både poppede elementer, dyster elektronisk musik samt trap- og metalelementer, og overrasker konstant. Det ekstremt populære nummer ”Problems” fra 2019-EP’en ”Love U to Death” er til dato blevet streamet over svimlende 61 millioner gange på Spotify, og vi er glade for at byde et musikprojekt, der med garanti både vil udfordre og provokere publikum, velkommen til COPENHELL!

Efter en opsigtsvækkende EP i 2019 udgav det amerikanske black metal-band – og kvinden med samme kunstnernavn – HULDER sit første fuldlængdealbum i 2021, ”Godslastering: Hymns of a Forlorn Peasantry”, som for alvor begyndte at sprede ringe i de sorte vande. Musikken er som en knivskarp økse, der hugger hårdt hele vejen ned i black metal-genrens fundament og flår det fra hinanden med stærk musikalsk innovation. Selvfølgelig kombineret med den rå, raspende vokal og rasende guitar, genrekonventionerne foreskriver!

Det nye band UNTIL I WAKE har ligget og ulmet på hardrock/metalcore-scenen siden udgivelsen af deres solide debutalbum ”Inside My Head” i 2022, og det er støt og roligt på vej mod større scener. Deres sprøde, guitardrevne musik har tiltrukket stor opmærksomhed fra både publikum, medier og ikke mindst musikbranchen efter deres pladekontrakt med Fearless Records.

 

SAMLET LINE-UP FOR COPENHELL 2024 INDTIL VIDERE:

TOOL - AVENGED SEVENFOLD - LIMP BIZKIT - MACHINE HEAD - MR. BUNGLE - DROPKICK MURPHYS - THE OFFSPRING - COREY TAYLOR - STEEL PANTHER - BODY COUNT - BRUCE DICKINSON - THY ART IS MURDER - BIOHAZARD - SLAUGHTER TO PREVAIL - PRETTY MAIDS - DIE KRUPPS - MADBALL - CRADLE OF FILTH - HAMMERFALL – KARNIVOOL - CORROSION OF CONFORMITY - ASINHELL - CHELSEA WOLFE - FU MANCHU - HIGH ON FIRE - HARMS WAY - EIVØR - DYING FETUS - SHADOW OF INTENT - KHEMMIS - 1349 - JOHN CXNNOR - NIGHT VERSES - LACK - NAKKEKNAEKKER - DVNE - ENFORCED - HEXIS - PLAGUEMACE - ZULU - EXCEL - KNIFE - THE SCRATCH - TWIN TEMPLE - SANGUISUGABOGG - MIMI BARKS - INSANITY ALERT - JUNGLE ROT - CRYPTA - MAKE THEM SUFFER - J.J. & THE A’S - ESCUELA GRIND - 802 - DEATHBYROMY - HULDER - UNTIL I WAKE