COPENHELL FEJRER 15 ÅR I HELVEDE MED NY FESTIVALSANG OG STORT ALL STAR-SHOW

COPENHELL markerer festival nummer 15 med sangen ”HellWalkers”, der er skabt af et særligt hold af musikere fra vidt forskellige hjørner af den hårde danske musikscene. Fejringen fortsætter til sommer med et stort all-star show, der samler alt det bedste fra den danske metalscene.  

Da COPENHELL i 2019 markerede festivalens 10-års jubilæum ved at samle den hårde musikscene, var resultatet hymnen “Omvendt Korstog” af musikere fra Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D, Bersærk og Pretty Maids samt en stor jubilæumskoncert. Her i 2026, når den 15. udgave af COPENHELL tromler hen over Refshaleøen, gentager vi succesen i en helt ny form.

COPENHELLs nye festivalsang hedder ”HellWalkers” og er skabt af et helt særligt hold af musikere fra vidt forskellige hjørner af den hårde danske musikscene: John Cxnnor i selskab med ”The Doom Squad”, som består af Asger Mygind (Vola), Marika Hyldmar (Xenoblight), Thomas Burø (Lack) og Kriigerkvlt (Heilung).

“HellWalkers” er et brutalt og hypnotisk industrial-track – eller ”Doom Rave”, som John Cxnnor ville kalde genren: Et dommedagssoundtrack, hvor maskinelle beats og mørke synthesizere møder menneskelige vokaler fra hele den danske metalscene. Resultatet er hårdt, grimt og beskidt på den helt rigtige måde. 

Idéen bag nummeret har været at få stærke danske musikere til at mødes på tværs af genrer og traditioner, og udvikle noget helt nyt: Tung elektronisk musik fra nogle af landets mest brutale metalmusikere. Et sted, hvor mennesker møder maskinen, og hvor kunstnere tør at hoppe ud af komfortzonen og lege. Sangen trækker på klassisk over-the-top-æstetik inspireret af firsernes kultfilm og dystopiske universer og er et mørkt, maskinelt soundtrack til en verden på kanten. 

Samtidig er ”HellWalkers” en hyldest til COPENHELLs publikum – for det er alle jer, der er HellWalkers: Den horde af festivalgæster, der hvert år vandrer mod Refshaleøen for sammen at fejre mørket, fortabelsen og fællesskabet. COPENHELL har siden 2010 manifesteret sig som en af de største festivaler i Danmark og en af de mest profilerede rock- og metalfestivaler i Nordeuropa. Til juni buldrer COPENHELL igen på Refshaleøen og vil fejre det magiske fællesskab, der er i den tunge musik for 15. gang,

“HellWalkers” er ude nu og kan høres her https://adadenmark.lnk.to/HellWalkers – og kan forudbestilles på limiteret lilla eller sort 10” vinyl her https://overtheunderrecords.com/.

All-star show samler scenen

COPENHELLs 15-års jubilæum bliver meget mere end en ny festivalsang, for vi kan i denne anledning også afsløre, at fredagens store hovedshow på Helvíti-scenen bliver en helt særlig All-Star-jubilæumskoncert. Her vil en lang række af Danmarks dygtigste musikere gå på scenen sammen på tværs af både geografi og genrer i et unikt koncertformat, der kun kan opleves på COPENHELL 2026.

”Det har lige siden starten været afgørende for COPENHELL at samle og løfte hele den hårde danske musikscene. Det har vi gjort siden 2010, og vi cementerede det med vores 10-års jubilæumsshow, som blev afholdt på Hades-scenen. Nu skifter vi et gear op med 15-års showet her i 2026, som finder sted på festivalens hovedscene fredag aften. Det bliver en helt unik engangsforestilling, som omfavner hele spektret, lige fra helt nye musikere til legender og ud i alle genreafkroge. All-star-showet bliver en hyldest til den danske musikscenes hårde arbejde og høje kvalitet – og samtidig også en hyldest af den fællesskab og samhørighed, der præger hele den hårde danske scene og dens publikum. COPENHELLs gæster kan godt begynde at glæde sig til en vild koncert med fuld tryk på både lyd, flammer og fyrværkeri!”, siger festivalchef Jeppe Nissen.

Indtil videre er der bekræftet musikere fra følgende bands:

Tim Christensen (Dizzy Mizz Lizzy), Allan Tschicaja (Pretty Maids), Lars Evers (Bersærk), Casper Popp, Nicklas Sonne (Defecto), Rasmus G. Sejersen (LLNN, John Cxnnor), Ketil G. Sejersen (LLNN, John Cxnnor), Kai Uwe Faust og Kriigerkvlt (Heilung), Marika Hyldmar (Xenoblight), Thomas Burø (Lack), Asger Mygind (VOLA) og Soren Andersen (Glenn Hughes m.fl.)

En håndfuld internationale musikere vil også medvirke i showet, og publikum vil blandt andet kunne opleve Linnea Vikström (Thundermother) og Gus G (Firewind, Ozzy Osbourne).

Vi vil løbende offentliggøre mange flere deltagere samt en række af de musiknumre, de kommer til at spille – og John Cxnnor og The Doom Squad vil naturligvis også fremføre “HellWalkers” live under koncerten.

“All Star Showet” tager Twisted Sisters plads i programmet Fredag aften.

Skru op for nyhederne

COPENHELL leverer headliner-afsløringer, insiderhistorier og metalnyheder direkte i din indbakke