ANDERS AND KOMMER TIL COPENHELL!
Jep, du læste helt rigtigt: Vores alle sammens yndlingsand besøger årets festival i en spritny Jumbobog Special med en historie om Anders’ første oplevelse med COPENHELL.
Det er ikke kun forstærkerne, der bliver skruet op til 11 her til sommer: COPENHELL kan i dag afsløre, at festivalen i et samarbejde med Story House Egmont udgiver den COPENHELL-tematiserede Jumbobog Metalanden.
Redaktionen lover, at der er holdt fast i det alt det velkendte fra Andeby, mens festivalen også vil være velkendt i de utraditionelle rammer. Og lad os bare nøjes med at sige, at Anders’ første festivaloplevelse bestemt ikke bliver en helt gnidningsfri affære!
Festivalchef og mangeårig jumbobogsfan Jeppe Nissen udtaler:
”På COPENHELL elsker vi alle mulige forskellige underholdningsuniverser, og vi har altid været rigtigt glade for Jumbobøgerne, som er en af de mest sejlivede kulturinstitutioner derude. Vi plejer jo at sige, at alle er velkomne på vores vores festival, og det gælder i dén grad også Anders And, når han gerne vil prøve at være heavy sammen med alle os andre. Jeg har selv læst fra nummer 1 til nummer 274 i serien af de klassiske Jumbobøger, og jeg glæder mig helt vildt til at få en særudgave, der handler om den hårde musiks kultur – og som også har en COPENHELL-historie med. Det ville jeg som ung jumbobogslæser aldrig i mit liv have forestillet mig!”
Jumbobøgerne er ligesom den hårde musik elsket på tværs af generationer og passer derfor perfekt til COPENHELL – eller ”Kjøvenhelvede”, som vi hedder i Andeby. Læs med, når verdens vel nok mest kendte and finder sit folk i den nye Jumbobog Special, som du kan købe i COPENHELLs merchandisebutik på festivalpladsen og ved armbåndsarrangementerne på Onkel Dannys Plads før festivalen til 99 kr. samt i diverse butikker til 99 kr.
