
INSIDERTIPS
Det er en pikant diskussion, som vi normalt aldrig rører med en ildtang, men vi skal omvendt også hjælpe dig med at forstå festivalens kulturelle koder: COPENHELL har ingen officielle regler for, om man står eller sidder på bakken foran Helvíti- og Hades-scenerne, og der vil blandt publikum næppe nogensinde opstå fuld konsensus om hverken det ene eller det andet. Vores bedste råd er, at du lige kigger dig omkring og ”læser rummet”, hvis du bliver så begejstret over et band, at du føler trang til at rejse dig pludseligt op og hoppeklappe lidt; antag som udgangspunkt, at langt størsteparten af det øvrige publikum befinder sig på bakken, netop fordi de ønsker at sidde ned, og derfor vil foretrække ikke at opleve koncerterne med dit lystigt vuggende bagparti lige foran sig.
Hvis du står og hører et stort band på Helvíti-scenen og ikke orker at vente i køen til ølbarerne tæt på dig, hvis der er fuld tryk på, kan det i mange tilfælde være hurtigere bare at rende over til barerne ved Hades-scenen – og omvendt – hvor du typisk vil kunne købe nye flydende forsyninger lynhurtigt.
Selv hvis du ikke er en af dem, der oplever både hele og halve koncerter gennem din telefon, har festivaler det bare med at suge telefonbatteriet tør for strøm på ingen tid. Lad endelig være med at tage en transportabel solcelledrevet strømgenerator eller andre større apparater med – en lille enhed skal nok få dig sikkert gennem dagen, og husk, at du også altid kan leje en af Volt på festivalen: https://getvolt.dk/en-dk/collections/copenhell-2026
Hvis du ved, at du skal høre et af dagens første bands, så sørg for at komme frem i god tid, da der i bestemte perioder, særligt midt på eftermiddagen, kan være pres på busserne og indgangsområdet. Bemærk også, at særligt skovområdet foran den altid populære Gehenna-scene hurtigt kan blive fyldt op (men det er næsten altid muligt at komme frem i højre side). Hvis du ligeledes ved, at der er bestemte sceneshows på COPENHELL Con, du bare ikke må gå glip af, anbefaler vi dig også at komme i meget god til disse, da antallet af siddepladser er begrænset, og der hurtigt kan blive fyldt inde i salen.
Det er benhårdt at være på COPENHELL, og selv de mest heroiske festivalgængere får brug for at sidde ned, når de har gået 17.000 skridt på få timer, og benene begynder at føles som to løse IKEA-dele uden samlevejledning. Vi anbefaler altid bakken foran de to store scener til folk, der gerne vil sidde ned og slappe af udenfor og have mulighed for at opleve koncerter samtidig. Alternativt byder COPENHELL Con-området (indgang til venstre for Pandæmonium-scenen) også på mere rolige omgivelser og siddepladser foran scenen eller rundt omkring både indenfor og udenfor. Udgård inde i skoven er som regel også roligt og rart, hvis du foretrækker at være udenfor.